Ophold

Bliv stipendiat på Det Danske Institut i Rom

Ansøgningsportalen for længerevarende stipendiatophold på Det Danske Institut i Rom åbner to gange årligt, i januar og august. Instituttet tildeler ophold til succesfulde ansøgere, som opfylder kravene, beskrevet nedenfor.

Ansøgere uden anden indkomst kan søge støtte hos Dronning Ingrids Romerske Fond, som tildeler et begrænset antal stipendier til værdigt trængende. Støtten søges i ansøgningsportalen ved at vælge 'ophold med stipendie'.

Hvem kan søge om ophold

Forskere med en ph.d.-grad og ph.d.-studerende indenfor alle grene af videnskaben samt skabende kunstnere indenfor alle kunstarter (herunder også musikere, scenekunstnere, forfattere, oversættere, arkitekter med et kunstnerisk projekt, m.fl.) kan søge ophold på Det Danske Institut i Rom.

I vurderingsprocessen vil der først og fremmest blive lagt vægt på, at ansøgers projekt kan drage fordel af et ophold i Rom og at projektet har en høj grad af akademisk eller kunstnerisk tyngde. Se flere evalueringskriterier her.

Vi ønsker at styrke Instituttets rolle som et tværfagligt forskningssted, hvor mange forskningsretninger er repræsenteret. Til Instituttet er knyttet tre postdocs. inden for henholdsvis europæisk og italiensk politik, ingeniørvidenskab og kvantefysik. Sammen bidrager de til et internationalt og tværfagligt forskningsmiljø på tværs af både humanistiske, samfundsvidenskabelige og naturvidenskabelige discipliner. 

På Instituttet huser vi også skabende og udøvende kunstnere, som ligeledes bidrager til et tværfagligt og inspirerende arbejdsmiljø. Instituttets styrke er netop denne enorme faglige spredning, hvor spændende synergier kan opstå.

Arbejdssproget på Instituttet er primært dansk, men også italiensk og engelsk. For at kunne søge ophold skal du enten være dansk statsborger eller have en tilknytning til et dansk universitet eller forskningsinstitution, eller have din base i Danmark.

Du kan kun søge om ophold i hele måneder, startende den 1. eller 2. hverdag i en måned. Opholdet slutter omkring den sidste hverdag i måneden, da der er brug for nogle dage til at gøre klar til kommende gæster. Det varierer lidt fra måned til måned og danske og italienske helligdage.

Du kan i perioden fra februar – juni søge om ophold i fra 1 – 5 måneder hvis du er forsker og i 1 – 3 måneder, hvis du er kunstner.

Svar på bevilling kan forventes efter cirka 2 måneder.

Kommende ansøgningsfrister:

14. september 2026

Bedømmelsesudvalget

Arne Høi

Arne Høi er institutleder ved Det Kongelige Akademi og er uddannet ved Arkitektskolen i Aarhus.

Udpeget af: Akademirådet

Tine Smedegaard Andersen

Tine Smedegaard Andersen er vicedirektør på Nationalmuseet og har en baggrund som Cand.Theol. fra Aarhus Universitet.

Udpeget af: Kulturministeriet

Mette Kit Jensen

Mette Kit Jensen er diplomkunstner fra Hochschule für Bildende Künste, Hamburg og har en MA i kunstteori og formidling fra Det Kongelige Danske Kunstakademi.

Udpeget af: Akademirådet og Musikkonservatoriet

Thomas Solak

Musiker Thomas Solak er lektor på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.

Udpeget af: Akademirådet og Musikkonservatoriet

Mikkel Bogh

Professor og centerleder, Institut for Kunst- og Kulturvidenskab. Han sidder i bestyrelserne for bl.a. Overgaden (formand), Ribe Kunstmuseum, Henie Onstad Kunstsenter, Art Hub Copenhagen og Gernes Fonden. 

Udpeget af: Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation

Ulrik Langen

Ulrik Langen er professor i historie ved SAXO‑Instituttet, Københavns Universitet.

Udpeget af: Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab

Andre typer ophold

Udover stipendiatophold er der mulighed for at søge ophold af kortere varighed. Kontakt Instituttet pr mail.

Huslejepriser pr. 1. september 2026

 

Bevilget ophold uden stipendium

Værelse pr. dag ved ophold i en eller flere mdr.   320 kr.
Lejlighed pr. dag ved ophold i en eller flere mdr.   450 kr.

 

Bevilget ophold med stipendium

Værelse pr. måned  7.000 kr.
Lejlighed pr. måned  11.000 kr.*

* Hvis man er to stipendiater i en lejlighed, betaler hver 7.000 kr. pr. person

 

Ledsager* pr. dag  250 kr.
Børn under 18 år  Gratis
Gæster til stipendiater pr. dag  550 kr.

* gælder kun for ansøgere om et længerevarende ophold som har fået bevilget et ophold med partner

 

Kortere ophold

Værelse pr. dag  550 kr.
Lejlighed pr. dag  1.000 kr.

Faciliteter

Værelser

Bygningen rummer følgende værelser til brug for stipendiater: syv enkeltværelser, et dobbeltværelse og to mindre to-værelses lejligheder. I den ene af disse lejligheder kan man medbringe børn. Værelserne er møbleret med seng, skrivebord med stol samt lænestol, og de er forsynet med brusebad og toilet. Instituttet leverer sengelinned og håndklæder og sørger for vask heraf. En topmadras kan rekvireres ved henvendelse til kontoret. Alle værelser er forsynet med internetforbindelse via hotspot, varme/køleanlæg samt sikkerhedsboks.

Stipendiatværelse

Musikværelse

Huset har to Steinwayflygler, hvoraf det ene er placeret i et lydisoleret musikværelse,
som samtidig fungerer som stipendiatværelse forbeholdt en musiker, og det andet står i auditoriet.
Desuden har Instituttet et elklaver, som man nemt kan flytte rundt på.

Stipendiatlejlighed

Fællesområder

Fælleskøkken

Opholdsstue

I fælleskøkkenet laver stipendiaterne mad og samles omkring det lange spisebord. Det er et vigtigt samlingspunkt i huset. Fra køkkenet er der adgang til Instituttets store terrasse.

I tilknytning til køkkenet ligger opholdsstuen, der er møbleret både til afslapning, TV og læsning. Rækken af borde ud mod terrassen kan fungere som arbejdspladser, og der er adgang til den store terrasse.

Bibliotek

Auditorium

Instituttets bibliotek er tilgængeligt for husets stipendiater døgnet rundt samt for eksterne brugere efter aftale. Bogsamlingerne dækker historiske, litterære og kunstneriske fag fra antikken til i dag med fokus på Rom, Italien og dansk-italienske relationer og udvekslinger.

Instituttets auditorium har plads til ca. 90 personer. Det er indrettet med projektorlærred, projektor og talerstol samt nyt udstyr til video og streamning.

Værksteder

 

Atelier

Grafisk værksted

Der er to rummelige atelierer til brug for billedkunstnere. Begge rum har ovenlys og er indrettede med panelvægge til arbejdsbrug. Udover arbejdsborde, vaske og skabe findes der i begge atelierer en værktøjskasse med de mest nødvendige redskaber. Instituttet råder også over feltstole, som man kan tage med sig, hvis man ønsker at tegne eller male ude i byen.

Det grafiske værksted er delt i to rum og indeholder raderpresse, varmeplade, lysbord, vask samt flere store arbejdsborde og en værktøjskasse.

Foto laboratorium

Arkæologisk laboratorium

I kælderen ligger et fotolaboratorium, som blev genåbnet i 2020 efter en gennemgribende renovering. Det er bl.a. udstyret med to forstørrelsesapparater til farve og sort/hvide billeder, objektiver, negativholder, fremkaldertanke, tørreskab, tagrender til storformatforstørrelse, lysbord og vaske.

I det arkæologiske laboratorium undersøges og registreres objekter fra udgravninger, som Det Danske Institut foretager i samarbejde med andre institutioner. Laboratoriet er daglig arbejdsplads for danske og italienske arkæologer, der arbejder med aktive arkæologiske udgravninger i Rom og Syditalien. Laboratoriet fungerer endvidere som magasin for arkæologiske materialer og aktuel arkæologisk litteratur.

Medierum

Bil

Øvrige faciliteter

I husets medierum står pc, scanner og kopimaskine til rådighed for stipendiater, Instituttet har et sæt videoudstyr til udlån for stipendiater: 1 stk. Telecamera Sony HXR-NX70E og dertilhørende batterier og digital usb samt trefod.

En syvpersoners personbil af mærket VW Touran står til rådighed for stipendiater til udflugter i Lazio med fagligt indhold.

Der er to vaskemaskiner til disposition for stipendiater i vaskekælderen, og Instituttet stiller økologisk vaskemiddel til rådighed.                      Der er trådløst internet i hele huset.
Der er mulighed for at booke et lille mødelokale udstyret med webkamera og pc til afholdelse af virtuelle møder.

Hverdagen på instituttet

Som stipendiat på Instituttet kommer du til at indgå i et spændende socialt og fagligt fælleskab. Der er mulighed for at arbejde på terrassen, værelset, i opholdsstuen eller på biblioteket, hvor du kan få tildelt en plads såfremt dette ønskes. Desuden står Instituttets personale til rådighed med hjælp og vejledning, hvis du for eksempel har brug for adgang til arkiver eller biblioteker i byen.

To gange om måneden holder vi fællesmiddag, bestående af traditionelle romerske retter, som laves af husets personale. Månedens sidste middag afholdes i forbindelse med stipendiataftenen, hvor alle præsenterer deres respektive projekter, som de har arbejdet på i løbet af deres ophold. Instituttets arrangementer, faciliteter og fællesområder skaber altså de ideelle rammer for både socialt samvær og faglig fordybelse.

Desuden arrangerer Instituttet hver måned en faglig ekskursion med alle stipendiater, til forskellige dele af Italien. Dette er ligeledes en mulighed for at udvide sin faglige horisont, skabe nye forbindelser og dele faglige perspektiver i uformelle rammer.