Om instituttet
Det Danske Institut i Rom har til formål at bevare og videreudvikle de kulturelle bånd mellem Danmark og Italien, to lande rige på historie og traditioner, der ofte inspirerer hinanden. Instituttet opfylder dette formål ved at være rammen om forskning, studier og kulturelle aktiviteter inden for videnskab og kunst, hvilket skaber muligheden for væksten af ideer og samarbejde imellem forskellige fagområder.
Takket være Dronning Ingrids Romerske Fond, stiftet i 1957 af Dronning Ingrid, kan Instituttet stille stipendier til rådighed for forskere og kunstnere med tilknytning til Danmark, således at de kan gennemføre videnskabelige eller kunstneriske studier i Rom, en by der er kendt for sit kunstneriske miljø og historiske arv.
Det Danske Institut i Rom er en selvejende institution under Kulturministeriet og har hjemsted i den af Carlsbergfondet skænkede bygning i Via Omero 18, i umiddelbar nærhed af den store historiske Borghesepark i Rom.
Historie
Et dansk-svensk institut etableres på forsøgsbasis.
Allerede før 2. verdenskrig var der planer om at oprette et dansk hus i Rom. I 1925 etableredes på forsøgsbasis et dansk-svensk institut, bl.a. med støtte fra Carlsbergfondet og Ny Carlsbergfondet, i en rummelig lejlighed i Via del Boschetto. Det følgende år fortsatte denne institution som Svenska Institutet i Rom. Danske forskere kunne dog stadig finde optagelse på dette institut, hvis oprindelse jo var et fællesskandinavisk projekt.
Den første officielle indvielse af Det Danske Institut i Rom.
Den officielle indvielse af Accademia di Danimarca fandt sted den 26. oktober 1956. I de første elleve år havde Instituttet til huse på 2. salen i Palazzo Primoli i Via Zarnadelli i nærheden af Piazza Navona. Dronning Ingrid var ærespræsident for Instituttet og stiftede i 1959 Dronning Ingrids Romerske Fond. Denne fond, som i dag administreres af Carlsbergfondet, stiller halvårlige beløb til rådighed til stipendier, studieudflugter og biblioteksformål.
Carlsbergfondet skænker den endnu ikke opførte bygning til Det Danske Institut tegnet af Kay Fisker.
Verdensudstillingen i Valle Giulia bidrog til at konnotere området internationalt. Det blev således i denne dal, at den italienske stat i mellemkrigstiden tilbød forskellige lande gratis byggegrunde til opførelse af nationale forsknings- og kulturinstitutioner. Danmark fik allerede i 1930’erne tilbudt den tomme grund ved siden af svenskerne – den grund på hvilken Carl Brummer forestillede sig et dansk hus i Rom.
I slutningen af 1950’erne viste det sig, at byggegrunden stadig stod til disposition, såfremt den danske stat ville investere i opførelsen af et institut. I 1960 udarbejdede Kay Fisker (1893-1965) på opfordring af Instituttets bestyrelse et skitseprojekt til en institutbygning på grunden. I 1961 skænkede Carlsbergfondet i anledning af brygger J. C. Jacobsens 150-års fødselsdag denne endnu ikke realiserede bygning til Accademia di Danimarca. Til gengæld for grunden i Valle Giulia forpligtede Danmark sig til at stille en grund og en bygning til rådighed for et italiensk kulturinstitut i København.
Grundstenen lægges til Accademia di Danimarca.
Grundstenen blev lagt den 22. april 1964 i forbindelse med kong Frederik IX og dronning Ingrids officielle besøg i Italien. Kay Fisker døde i 1965 og nåede således ikke at opleve det ambitiøse byggeprojekts fuldførelse.
Officiel indvielse af Accademia di Danimarca's nye bygning
Bygningen blev officielt indviet i oktober 1967 af det danske kongepar og med deltagelse af Danmarks og Italiens kulturministre.
Siden 2011 har Dronning Margrethe været protektor for Accademia di Danimarca. Hvert år på dronningens fødselsdag, den 16. april, uddeler Carlsbergfondet Prinsesse Margrethes Legat til videnskabelige studier ved Instituttet.
Restaurering og modernisering af Det Danske Institut.
I 2014-15 blev der projekteret og gennemført et omfattende restaurerings- og moderniseringsprojekt, som skulle løse tekniske, æstetiske og funktionelle problemer, og samtidig overholde og fremkalde Kay Fiskers oprindelige intentioner. Projektet blev finansieret af generøse bevillinger fra Carlsbergfondet, A.P. Møller og Hustru Chastine McKinney Møllers Fond til almene Formaal samt Kulturministeriet. Arkitekt MAA, Ph.d. Bente Lange var projektansvarlig og stod for bygningsdelen, designer Marianne Tuxen tog sig af belysning, og Schul Landskabsarkitekter udførte havedesign og beplantning.
Hovedformålet med restaureringen og moderniseringen var at forbedre indeklimaet, at skabe en bedre og mindre energikrævende belysning samt at optimere arbejdsfaciliteterne.
Kay Fisker var et oplagt valg af arkitekt til Det Danske Institut i Rom.
Kay Fisker (1893-1965) var en central figur i dansk arkitektur i perioden. Igennem sit virke både som professor og underviser i 25 år og som forfatter til adskillige artikler og bøger, fik Fisker stor indflydelse på arkitekturudviklingen i Danmark og for den følgende generation af unge arkitekter.
Bygningen
Accademia di Danimarca er et stærkt og karakterfuldt dansk arkitekturværk opført i en italiensk kontekst. Bygningen er tegnet af arkitekt Kay Fisker (1893-1965), der var en af sin tids største profiler i dansk arkitektur. Accademia di Danimarca blev indviet i 1967 og er Kay Fiskers sidste værk. Med sin død to år før indvielsen oplevede Fisker ikke at se huset stå færdigt.
Har man haft sin gang på Aarhus Universitet, er Accademia di Danimarca genkendeligt. De gule teglsten og den mørke gulvbelægning, de smukke døre og lofter i teak, de fine udendørs teglbelægninger, vinduespartierne og de store døre som adskillelse mellem inde og ude, samt rummenes menneskelige skala, er alt sammen træk, der går igen i Kay Fisker og hans samtidiges danske funktionalisme.
Samtidig rummer Instituttets bygning også referencer til sin romerske kontekst. Vestibulen med atriumgården refererer til det antikke romerske ’domus’, ligesom placeringen af Søren Georg Jensens skulptur med navnet Aurora Septentrionalis i atriets centrum henviser til den romerske villas ’impluvium’, et kar til opsamling af regnvand. Travertinpladerne med de smukt komponerede latinske indskrifter, der pryder vestibulens vægge, samt den klassiske bronzeport bærer ligeledes antikke mindelser.
