Nyt fra Direktøren: Lidt om fordybelse og samskabelse

I 2019 vendte jeg næsen hjem til København efter fire spændende år som direktør for Nordens Hus i Reykjavik. Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle, - men havde lyst til selv at være kreativ igen.

Skæbnen ville at jeg under en middag i mange timer sad ved siden af kontrabassisten Katrine Øygaard som havde set nogle af mine tidligere musikalske forestillinger. Hun fortalte om et af de orkestre hun var en del af og om hvordan de elskede udfordringer og kunne noget helt unikt sammen.

Vi aftalte at mødes et par uger senere og begyndte at tale om musik vi begge kunne lide og som inspirerede os. Katrine fortalte, at orkestret aldrig blev trætte af at spille musik af Shostakovich. Og vi hørte Kammersymfonien, som er arrangeret over hans strygekvartet No 8.

Derefter begyndte jeg at lytte til alt hvad jeg kunne finde af Shostakovich, på det Kongelige Bibliotek, på Youtube og alle mulige andre steder og jeg begyndte at lave en form for musikalsk storyboard med klip fra de værker jeg kunne se et dramatisk potentiale i og som når de blev klippet sammen fil sin egen musikalske dramaturgi.  Jeg fik hjælp af en gammel kollega fra DR til at klippe mine musikalske brudstykker helt præcist sammen til et langt lydspor, som kom til at udgøre grundstammen af værket.

Vi skulle sikre os at vi kunne få rettigheder til at bruge de valgte værker og de skulle arrangeres efter den besætning vi ønskede at bruge. Til at arrangere værkerne viste det sig at orkestrets cellist Øystein Sonstad var et geni. Vi var enige om at vi kun ville have strygere med og at Bjarke Mogensen skulle fungere som kontrasten til strygerne og formidler af nogle utroligt smukke klaverkompositioner.

For at kunne beskrive hvad vi ville. Producerede vi dels nogle videooptagelser, bl.a. med hjælp fra den Danske Strygekvartet, samt Katrine, Øystein og Bjarke og nogle lydoptagelser af de værker vi ”omorganiserede”, som kunne sendes til rettighedshaverne til godkendelse. Og samtidig begyndte jeg at arbejde tæt sammen med en fantastisk lys- og videodesigner Lars Egegaard Sørensen, som også havde været medskaber af mine tidligere musikproduktioner. Lars har været en pioner indenfor brugen af 3D videoeffekter i teatersammenhæng. Og han byggede en ”kasse” med indbygget 3D videoeffekter så vi kunne forsøge at skabe forestillingen i en model. For vi vidste godt at vi ikke kunne overbevise hverken musikere, investorer eller spillesteder om at det var noget de skulle bruge tid og penge på, hvis vi ikke kunne vise dem hvordan det ville virke på en scene.

I løbet af utallige lange dage og aftner, fik vi skruet en hel forestilling sammen vi kunne vise med 3D video i en kasse.

Da orkestret og den Norske Opera tilkendegav at det var noget de var interesseret i at gå videre med, - begyndte vi lige så stille med nogle workshops med musikerne på en folkeskole udenfor Oslo. Det var under Corona, og det var superbesværligt, men vi fik testet en masse og alle blev klar over at dette ville være krævende for alle parter at gennemføre.

For det første skulle alle musikere lære 90 minutters meget kompleks musik udenad og så skulle de iføres kostumer og masker og spille ryg mod ryg, uden dirigent og indgå i en for dem meget krævende proces, - uden helt at vide, - om dette ville lykkes. Og jeg må bare sige at det er nogle af de mest fantastiske, tålmodige og kompromisløse musikere jeg har mødt.

Flere kortere prøveforløb blev planlagt og det var nogle slidsomme og hårde dage for alle. Nu var Maja Ravn også kommet med på holdet for at lave kostumer og masker, - men også for at være med i det kreative team i forhold til video, farver i lyset og alt muligt andet. Lars, Maja og jeg var på intensive arbejdsweekender sammen i Berlin og Barcelona for at kunne lukke os helt inde i vores eget univers væk fra familie og venner. Og der fik vi lavet designet færdigt så det kunne sættes i produktion.

Det kræver stor tillid fra musikerne at skulle spille med en måne-kugle på hovedet, sidde ryg mod ryg på små kufferter og spille ultrapræcist sammen. At skulle lade sig filme og se sig selv som gigantiske figurer på scenen, der fjoller, bliver skudt og alt muligt andet.

I den sidste fase var det hele tæt på at eksplodere. For ingen af musikerne eller andre på produktionen kunne vide hvordan det jeg bad dem om at gøre på scenen ville virke foran et publikum. I en prøvesal uden video- og lyseffekter, ligner det lort.  Og derfor var der en udpræget angst for at det ville blive en katastrofe.  Først til generalprøven på den Norske Opera i juni 2023 hvor familie, kolleger og venner var til stede, gik det op for os alle, at dette faktisk var ok. At alle brikkerne passede sammen. Og siden har der været stående bifald hver gang den er blevet opført. Så nu er det en ren nydelse, at forestillingen har fået et langt liv og også skal videre ud i verden i de kommende år. Og hver gang glæder vi os helt vildt til at være sammen og give publikum en helt særlig oplevelse.

Og hvad er det så man kan opleve?  90 minutters non stop klassisk musik af Shostakovich tilsat billeder og bevægelse med nogle af verdens bedste musikere. Det kan ses af alle, også selvom man ikke normalt hører klassisk musik, går i teatret eller føler sig ”finkulturel”.  Min drøm var at lave en ”live klassisk musikvideo” der sprænger myterne om klassisk musik som noget elitært forbeholdt nogle særligt fine.